Er du særligt sensitiv? Ca. 15-20% af alle mennesker er født særligt sensitive, og det er i følge den amerikanske psykolog Elaine Aron et medfødt karaktertræk, som også kaldes HSP (Highly Sensitiv Person).
Det at være særlig sensitiv er ikke en diagnose, men skyldes et nervesystem som er særligt sensitivt og mere modtageligt for indtryk og impulser, end hos flertallet af mennesker. Hjernescanninger viser, at nervesystemet registrerer og bearbejder indtryk dybere, mere detaljeret og nuanceret end mennesker som er mindre sensitive.
Mennesker med HSP bliver derfor ofte ekstra påvirket af deres omgivelser og af andre mennesker, og de overstimuleres let.
Mennesker som er særligt sensitive er ofte meget sansestærke. Det betyder at de kan være særligt følsom overfor stærke dufte, høje lyde, kraftigt lys og kraftige smage. Huden kan også være mere følsom overfor berøring og tøj der kradser eller strammer.
En af de helt store gaver er, at de som udgangspunkt er mere empatiske og omsorgsfulde, end folk er flest. De er gode til at opfange og mærke andres følelser og stemninger, og er derfor generelt bedre til at aflæse og forstå, hvordan andre mennesker har det, og hvad de har behov for. Det skyldes at deres “antenner” er særdeles godt udviklede.
Test dig selv – er du særligt sensitiv?
Elaine Aron har udarbejdet en test, der kan give en indikation af, om du er særligt sensitiv.
Besvar hvert udsagn i overensstemmelse med, hvad du føler. Svar JA hvis udsagnet er det mindste eller i nogen grad sandt for dig. Svar NEJ hvis udsagnet er falsk, hvis det ikke er særlig sandt eller slet ikke er sandt for dig.
1. Jeg synes at være opmærksom på det subtile og uhåndgribelige i mine omgivelser.
2. Andre menneskers stemninger påvirker mig.
3. Jeg er tilbøjelig til at være meget følsom over for smerte.
4. På travle dage har jeg behov for at trække mig tilbage, til sengen eller et mørkt værelse eller et andet sted, hvor jeg kan få noget privatliv og blive fri for stimulering.
5. Jeg er særligt følsom over for virkningerne af koffein.
6. Jeg bliver let overvældet af ting som kraftigt lys, stærke lugte, grove tekstiler eller sirener i nærheden.
7. Jeg har et rigt, sammensat indre liv.
8. Jeg bliver ilde til mode af høje lyde.
9. Jeg bliver dybt bevæget af kunst eller musik.
10. Jeg er samvittighedsfuld.
11. Jeg bliver let forskrækket.
12. Jeg bliver nervøs, når jeg skal lave noget på meget kort tid.
13. Når mennesker befinder sig dårligt i et fysisk miljø, ved jeg for det meste, hvad der skal gøres for at gøre det mere behageligt (såsom at ændre belysningen eller siddepladserne).
14. Jeg bliver irriteret, når man prøver at få mig til at gøre mange ting på én gang.
15. Jeg gør mig megen umage for at undgå at begå fejltagelser eller at glemme ting.
16. Jeg gør det til et princip at undgå voldsprægede film og tv-show.
17. Jeg bliver stimuleret på en ubehagelig måde, når der foregår en masse omkring mig.
18. Det at være meget sulten skaber en stærk reaktion i mig, som afbryder min koncentration eller stemning.
19. Forandringer i mit liv ryster op i mig.
20. Jeg bemærker og nyder sarte eller fine dufte, smage, lyde, kunstværker.
21. Jeg prioriterer det højt at indrette mit liv, så jeg undgår rystende eller overvældende situationer.
22. Når jeg er nødt til at konkurrere eller til at blive iagttaget, mens jeg udfører en opgave, bliver jeg så nervøs eller usikker, at jeg klarer mig meget dårligere, end jeg ellers ville have gjort.
23. Da jeg var barn, syntes mine forældre og lærere at opfatte mig som sensitiv eller genert.
Tæl dine svar
Hvis du svarede “JA” til tolv eller flere af udsagnene, er du sandsynligvis særligt sensitiv. Men vær opmærksom på, at ingen psykologisk test er så præcis, at du kan basere hele dit liv på den.
Hvad kan du selv gøre som særligt sensitiv?
At være særligt sensitiv er både en styrke og en gave! Men ofte føles det også som en belastning, og mange særligt sensitive oplever det endda som en svaghed, fordi de ikke “kan klare” lige så meget som andre. Men der er heldigvis meget du selv kan gøre, for at passe godt på dig selv, og få et liv med energi, overskud og trivsel.
1. Acceptér din sensitivitet og vend det til din styrke
For at trives som særligt sensitiv i en meget udadvendt, hurtig og præstationskrævende verden, kræver det et skift i din måde at se tingene på: I stedet for at se dine særligt sensitive evner som en svaghed og som noget du skal gemme dig bag, skal du se dem som styrker.
I stedet for at du lader dine evner udmatte og dræne dig, og overbeskytter dig mod verden, skal du lade dine empatiske evner, dine medfødte intuitive evner, og dine evner for at tænke dybt, støtte dig i at kræve din plads i livet 🙂
I stedet for at tro, det at trives og at opleve personligt overskud og livsglæde ikke skal være en del af dit liv, skal du lære at komme i kontakt med dit dybe, inderste selv og acceptere, at du har mere end ret til at modtage noget retur for alt det gode du står for og sender ud.
Gør din sensitivitet til din bedste ven og lær at bruge din følsomhed bevidst og positivt.
Helt konkret kan du lave en liste over alle de positive personlige egenskaber som du har. Det kan f.eks være: kreativ, omsorgsfuld, empatisk, medfølende, ærlig, loyal, detalje orienteret, betænksom, intuitiv, god indlevelsesevne osv. Hæng listen på et sted du ser hver dag, læs den højt hver dag og sig: “jeg er empatisk”, “jeg er….” – mærk hvordan du langsomt kommer til at acceptere og værdsætte din sensitivitet, og faktisk hurtigt kommer til at betragte det som en styrke.
Spørg også dig selv: Hvornår kommer de positive og “lyse sider” af min følsomhed frem? Planlæg bevidst at skabe flere af den type situationer – hver dag, hver uge, hvert år.
2. Skru op for selvomsorgen og lær at passe godt på dig selv
Udfordringen for personer med HSP er, at deres nervesystem hurtigere kommer på overarbejde, og de har derfor brug for at passe særligt godt på sig selv. Under de rette vilkår vil en person med HSP til gengæld blomstre og bidrage med sine evner i særklasse, og dette er en stor styrke.
At leve med HSP er ikke et handicap, som er dømt til at begrænse dig. For når du lærer at forstå dig selv og passe godt på dig selv, kan du med større sikkerhed række ud efter det du brænder for og helt sikkert er fantastisk god til!
Redskaber og strategier til at beskytte dig mod overstimulering
viden og værktøjer til at passe på dig selv, så du minimerer risikoen for overbelastning og stress
Mange mennesker med HSP bøvler med dårligt selvværd, overbelastning og stress. Derfor kan du med fordel lære dig forskellige stresshåndterings teknikker. Læs mere om gode råd og tips her
Du kan læse meget mere om det at være særligt sensitiv på HSP foreningens hjemmeside